Passat og Tiguan eHybrid: Elektriske rækkevidde mere end fordoblet

Volkswagen var blandt de første til at tilbyde plug-in-hybrid-teknologien i firmabilsklassen med introduktionen af Passat GTE i 2015.

Det blev hurtigt en eftertragtet model på grund af en velafbalanceret kombination af el- og forbrændinsgmotor, der gav mulighed for at kombinere nulemissionskørsel, elektrisk kørekomfort og forbrændingsmotorens lange rækkevidde.

Plug-in-hybrid-drivlinjen, der kombinerede en 1,4 TSI-motor, en 115 hk elmotor, et 13 kWh-batteri og havde en elektrisk rækkevidde på op til 50 km, blev populær i både Golf, Passat og Tiguan.

Nu introducerer Volkswagen en nyudviklet plug-in-hybrid-drivlinje i de nye generationer af Passat og Tiguan. Denne drivlinje består af en 1,5 TSI turbobenzinmotor, en 115 hk/330 Nm stærk elmotor, en seks-trins DSG-gearkasse og et 19,7 kWh-batteri.

Plug-in-hybrid-drivlinjen kommer i to versioner med en systemydelse på henholdsvis 204 hk/350 Nm og 272 hk/400 Nm. Elmotoren er den samme i de to drivlinjer, men 1,5 TSI-turbobenzinmotoren yder 150 hk i basisversionen og 177 hk i topversionen.

En ny lader ombord i bilen betyder, at den kan lade med op til 11 kW AC ved ladeboksen hjemme og hurtiglade med op til 50 kW DC ude, hvor den under optimale betingelser kan lade fra 10 til 80 % strøm på batteriet på 25 minutter.

Med den nye generation plug-in-hybrid-drivlinje er den elektriske rækkevidde mere end fordoblet og er nu op til 132 km (WLTP) afhængigt af bilens udstyr.